Forfatterens baggrund

Derek Prince (1915-2003) blev født i Indien af britiske forældre. Han blev uddannet i klassiske sprog (græsk, latin, hebraisk og aramæisk) ved to af Storbritanniens berømteste uddannelsesinstitutioner: Eton College og Cambridge University og senere ved Det Hebraiske Universitet i Jeru­salem. På grund af sine topkarakterer havde Derek Prince fra 1940 til 1949 et stipendiat i oldtids- og nutidsfilosofi ved King’s College, Cambridge. Han talte flere sprog.

Mens han var i den britiske hærs sanitetskorps under 2. verdenskrig, begyndte Derek Prince at studere Bibelen som filosofisk værk. Han blev omvendt gennem et kraftfuldt møde med Jesus Kristus og blev døbt i Helligånden få dage senere.

Ud fra dette møde konkluderede han to ting:
  • for det første, at Jesus Kristus lever
  • for det andet, at Bibelen er en sand, relevant og tidssvarende bog
Denne oplevelse ændrede hele hans liv, som han derefter viede til at studere og undervise i Bibelen.
I slutningen af 1942 blev Derek Prince sendt til Egypten for at deltage i 2. verdenskrigs største panseroperation i Nordafrika. Det var under ørkenkrigens strabadser og hans senere tjeneste i Afrika, at han lærte Guds stemme at kende. Han beskrev selv disse år i åndelig ensomhed som Guds smeltedigel, hvor kun Bibelen og Helligånden var hans ledestjerner.

Derek Prince blev hjemsendt fra hæren ved krigens slutning i 1945 og blev boende på sit daværende tjenestested Jerusalem. I 1946 giftede han sig med sin første hustru, Lydia Christensen fra Danmark, og blev far til Lydias otte adopterede døtre, seks jødiske, en arabisk og en engelsk. Lydia kom fra Korsør, hvor hun var en af de første omvendte, da den navnkun­dige pinsepionér Andreas Endersen fra Elim i København startede virksomhed i Korsør. I hendes badekar blev siden mange nyomvendte døbt. Sammen oplevede familien staten Israels genfødsel i 1948 og drevet af sin store interesse for jødernes sag skrev Derek Prince bogen ”The last word on the Middle East” (Det sidste ord om mellemøsten) (Kingsway) som et systematisk forsvar for jødernes ret til deres eget land. Derek og hans familie måtte dog flygte til England, hvor de grundlagde en lille menighed i Londons centrum. Her forkyndte de evangeliet i Hyde Park.

Mens de senere gjorde tjeneste som pædagoger i Kenya adopterede Derek og Lydia deres niende barn, en afrikansk pige. I 1962 underviste Derek ved en canadisk bibelskole og året efter flyttede de til USA, hvor de gjorde tjeneste flere steder, indtil de endelig i 1968 slog sig ned i Fort Lauderdale, Florida. I 1971 blev Derek Prince Ministries – DPM startet.

Lydia Prince døde i 1975 og Derek giftede sig i 1978 med den jødiske kvinde Ruth Baker fra USA, en enlig mor til 3 adopterede børn. I de senere år boede parret permanent i Jerusalem, men Ruth døde i december 1998. Herefter boede Derek de sidste 4 år af sit liv i en lejlighed, han havde købt sammen med sine gamle venner, Eliyahu Ben-Haim og hans familie. I 1999 lige efter Ruths død henvendte Derek sig til Hanna og Eliyahu og bad om at blive en del af familien Ben-Haim, fordi han ikke kunne leve alene. Hans ønske blev øjeblikkelig efterkommet og Eliyahu, som i flere år uden held havde været på jagt efter en større lejlighed, fik et par uger senere fat på drømmelejligheden, der var så rummelig, at Derek kunne få sin egen afdeling med kontor, soveværelse og bad.

Hanna blev en uvurderlig støtte for Derek i hans sidste år og det var hende, der i 2001 fik ham overtalt og hjalp ham med at få indspillet en DVD, så vi nu har hans egen beretning om sit liv. (Denne DVD er til­gængelig med norske undertekster via hjemmesiden www.derekprince.no). År for år blev han imidlertid fysisk svagere og Hanna plejede ham dag og nat, til han sov stille ind den 24. september 2003, 88 år gammel. Han arbejdede dog under hele sin sygdomsperiode på en speciel bog, Krig i Himlen, som blev udgivet det år han døde.

Indtil få år før sin død forblev Derek Prince trofast i sin tjeneste; rejste over hele verden og formidlede Guds åbenbarede sandhed, bad for syge og delte ud af sin profetiske indsigt i verdensbegivenheder set i lyset af Skriften. Han er forfatter til over 50 bøger, 500 kassettebånd og 150 videobånd, hvoraf mange er blevet oversat til mere end 60 sprog og udbredt over hele jorden.

Dereks vigtigste gave, at forklare Bibelen og dens undervisning på en tydelig og enkel måde, har hjulpet millioner af mennesker med at op­bygge et trosgrundlag for deres liv. Han tilhørte ikke noget kirke­sam­fund.  Derfor blev han lukket ind med sin undervisning hos mennesker af mange forskellige racer og med mange forskellige religiøse baggrunde. Han var internationalt anerkendt som en af de ledende bibelfortolkere i vor tid og pioner inden for undervisning i banebrydende temaer som slægts­forbandelser, Israels bibelske betydning og dæmonologi.

Derek Prince Ministries fortsætter med at henvende sig til troende med Dereks bøger, lydbånd og videobånd og opfylder derfor løftet om at fortsætte ”til Jesus vender tilbage”. Denne opgave udføres via det opsøgende arbejde fra mere end 30 Derek Prince kontorer over hele verden. 

Derek Prince Ministries har i dag sit internationale hovedkontor i Charlotte, North Carolina i USA og har kontorer i Australien, Canada, Tysk­land, Holland (dækker også Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen), Schweiz, Frankrig, New Zealand, Sydafrika, Storbritannien, Israel og Norge. Hans radioprogrammer, bøger, lyd- og videobånd berører fortsat menneskers liv i hele verden.  
Besøg hjemmesiderne www.derekprince.com og www.derekprince.org for mere information.

Hvis interessen er blevet vakt for at læse mere om Lydia Christensen, findes der en bibliografi på norsk. Titlen er ”Stevnemøte i Jerusalem” og den kan bestilles på hjemmesiden www.derekprince.no

C/O AKS, 2650 Hvidovre - Telefon: 40 77 77 85 - E-mail: info@derekprince.dk
Luk